TILSYNLoven § 6
I henhold til § 4, stk.2 udøver forældrekredsen det overordnede tilsyn med skolens undervisning. Undervisningen skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen og forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre. Stk.2. Efter bestemmelserne i "Lov om friskoler og private grundskoler mv." skal der desuden vælges en eller flere eksterne tilsynsførende til at varetage visse nærmere definerede tilsynsopgaver. Undlader forældrekredsen at vælge tilsynsførende, varetages tilsynet af kommunalbestyrelsen. Stk.3. Vælges den eller de tilsynsførende af forældrekredsen, skal dette ske for højst fire år ad gangen. Valget sker på et møde i tilknytning til generalforsamlingen. Det skal af indkaldelsen fremgå, hvem bestyrelsen indstiller som tilsynsførende, idet ethvert medlem af forældrekredsen på generalforsamlingen kan foreslå andre kandidater. Ved valg af tilsynsførende kan kun forældre afgive stemme. Stk.4. Den eller de tilsynsførende, henholdsvis kommunalbestyrelsen, afgiver hvert år en skriftlig erklæring til skolens bestyrelse og forældrekredsen. Så vidt muligt uddyber den eller de tilsynsførende sin skriftlige erklæring ved en mundtlig beretning på skolens ordinære generalforsamling. I øvrigt skal tilsynsførende virke i henhold til de bestemmelser, der til enhver tid er fastsat i "Lov om friskoler og private grundskoler mv." Stk.5. Tilsynserklæringen skal offentliggøres på skolens hjemmeside |
|
Tilsynserklæring vedr. Krarup Friskole, Reventlowskolen, skole nr. 473022, for skoleåret 2008/09. Tilsynsberetning ved Krarup Friskole, Reventlowskolens Indledningsvis fastslås, at undertegnede tilsynsførende opfylder alle krav i kapitel 3, § 9, stk. 3 i Lovbekendtgørelse nr. 962 af 26. september 2008 omhandlende tilsynsførendes habilitet og faglige forudsætninger for at kunne gennemføre tilsynet samt vurdere skolens undervisningsmæssige tiltag på en for forældrekredsen pålidelig måde. Jeg har som udgangspunkt set og gennemlæst skolens fagplaner i dansk, matematik samt natur/teknik på skolens hjemmeside og taget som forudsætning, at det for faget engelsk er bestemmelserne i Fælles Mål, der danner udgangspunkt for undervisningen. Jeg har modtaget elevernes faste 40 ugers undervisningsplan, herunder bemærket at der er afsat timer til specialundervisning for elever med særlige støttebehov. Efterfølgende er det kontrolleret, at fagenes årsplaner ligger inden for rammerne af enten de ovenfor nævnte fagplaner på hjemmesiden eller indenfor Undervisnings-ministeriets Fælles Mål publikationer. For samtlige årsplaner gælder, at de er planlagt nuanceret og grundigt og med tydelig angivelse af hvert enkelt forløbs begyndelse og afslutning. Jeg har aflagt 3 tilsynsbesøg, hvoraf dog kun de 2 dage kan betragtes som egentlige tilsynsdage. Ved det 3. tilsynsbesøg var skolens undervisning omlagt til temabaserede opgaver på årgangsvis blandede hold, hvilket ikke gav mulighed for at få et egentlig indtryk af de fag, som tilsynet især peger på, nemlig dansk, matematik og engelsk. Jeg har i perioden fra mit valg til tilsynsførende og til dags dato ikke været kontaktet af forældre, der har har givet udtryk for nogen form for skepsis over for skolens undervisning. Skolens virker venlig og imødekommende, og jeg har bemærket en rar omgangstone mellem børn og personale. Endvidere har jeg oplevet, at der bliver brugt den nødvendige tid til at forsone elever, der er på kommet på kant med hinanden, indtil de har forstået konfliktens kerne og forholdt sig til den nye erfaring. Jeg er fuld af overbevisning om, at skolens elever i såvel tilsynsfagene som på det helt generelle vidensplan lever op til det gennemsnitlige niveau i folkeskolen, og jeg har i tilsynsperioden ikke bemærket forhold, - heller ikke omkring samlæsnings-holdene - der kan fremkalde bekymring eller ængstelse for, at eleverne ikke tilegner sig et godt fagligt udbytte af undervisningen eller ikke lærer at agere i et socialt fællesskab. Trunderup, den 18. marts 2009 Gunnar Bundgaard |


