Bestyrelsen
| Formand | Claus Bo Henriksen Hundstrupvej 36 Tlf: 6226 1717 |
| Næstformand | Hege Speich Bøjdenvejen 60 a Tlf: 6227 1122 |
| Økonomiansvarlig | Anne-Margrethe Lykkebo Bøjdenvejen 73 Tlf: 6227 2783 |
| Sekretær | Mogens Keinicke Hundstrupvej 19 Tlf: 6227 1764 |
| Best. medlem | Jan-Erik Larsen Bøjdenvejen 108 Tlf: 25317561 |
| Best. medlem | Lisbeth Madsen Krarup Nordegn 12 Tlf: 62272263 |
| Best. medlem | Anni Munch Bøjdenvejen90 Tlf: 62271065 |
Bestyrelsens arbejde.
Bestyrelsen for Krarup Friskole, Revenlowskolen består af 7 medlemmer, hvoraf én person ikke er forælder til børn på skolen. Vi tilstræber en nogenlunde lige fordeling mellem kønnene, som der står i vedtægterne.
Valg til bestyrelse foregår på skolens generalforsamling hvert år i marts måned.
En friskolebestyrelse er hovedansvarlig for friskolen, dog sorterer den daglige drift under skolelederen. Bestyrelsen skal derfor deltage i, og tage stilling til mange forskellige ting. Det er også det der gør det spændende, for vi har noget at skulle have sagt.
Skolebestyrelsen afholder bestyrelsesmøde ca. én gang om måneden, hvor alle kan komme med emner eller forslag til punkter til dagsordenen. I bestyrelsesmøderne deltager foruden bestyrelsen, en lærerrepræsentant og skolelederen.
Information er et nøgleord i bestyrelsens arbejde, selvfølgelig til forældrene, men også information til skolekredsen, der støtter vores friskole. Derfor udgiver bestyrelsen én gang i kvartalet et blad, Friskoleposten, der fortæller hvad vi har foretaget os, hvad vi gerne vil foretage os og hvad der ellers er relevant. En kalender med vigtige datoer, arrangementer, møder osv. kan også findes i bladet. Friskoleposten er ikke kun forbeholdt bestyrelsen. Både elever, lærere, forældre skolekredsmedlemmer, ja alle kan komme med indlæg, så den dækker bredt og er til gavn for alle.
På Krarup Friskole, Reventlowskolen har vi en stærk og meget engageret forældrekreds. Der er stor interesse for børnenes skoledag og der tages del i vores arrangementer. Forældrene ved godt, at det er vores fælles ansvar at få tingene til at fungere, derfor er det altid muligt at få hjælp til diverse opgaver.
Bestyrelsen er ansvarlig for 2 store arrangementer i løbet af året.
I efteråret afholder vi ”jernindsamling”, kun med fortjeneste for øje. Den dag mødes ca. 30 voksne mænd for at køre rundt i omegnen med lastbiler og traktorer for at samle skrot, der så sælges videre til skrothandlere. Det er en hyggelig dag for de deltagende, og der kommer gerne en god slat penge i kassen.
I juni måned holder vi markedsdag sammen med Krudtuglen. (Krudtuglen er en puljeinstitution med plads til 35 børn, der ligger under samme tag som skolen). Vi har loppemarked, sponsorcykelløb, tombola, legeaktiviteter for børnene osv. Den dag er stort set hele skolen i gang. Det er en dejlig eftermiddag, hvor folk i byen kigger forbi og tager del i aktiviteterne. Markedsdagen afsluttes på hyggelig vis med fællesspisning.
Så har vi vores arbejdsdage. Én om foråret og én om efteråret. Det er også bestyrelsen, der sammen med skolelederen bestemmer, hvad der skal laves, og sørger for at der er folk til at udføre opgaverne.
Ud over disse faste opgaver, er det bestyrelsen der fastsætter værdierne for denne skole. Hvad vi vil med skolen og hvordan vi kommer derhen. Det en vigtig del af arbejdet og det er bestyrelsens ansvar at skolens værdier følges. Den pædagogiske linie fastsættes også af bestyrelsen og skal være i rød tråd med personalets idéer og muligheder. Det er en fælles opgave at få en friskole til at fungere godt og det er vigtigt at alle føler et medansvar.


